Nye tal: Eksporten af energiteknologi faldt i 2023
I 2023 faldt dansk eksport af energiteknologi og -services med 2,2 procent sammenlignet med året før. Det viser en ny opgørelse fra DI Energi, Energistyrelsen, Green Power Denmark og Dansk Fjernvarme.
Året 2023 var på mange måder et turbulent år, og det var det også for den danske eksport af energiteknologi og -services, der sidste år beløb sig til 109,6 mia. kr., hvilket er et mindre fald på 2,2 procent sammenlignet med 2022. Det er særligt eksporten af vindenergiteknologi, der er faldet, hvilket delvist modvirkes af en stigning i eksporten af øvrig energiteknologi. Det viser den årlige opgørelse af dansk eksport af energiteknologi, som DI Energi, Energistyrelsen, Green Power Denmark og Dansk Fjernvarme har lavet.
Selv om der er stor appetit på vindenergi på den globale markedsplads, så er eksporten af dansk teknologi og service inden for vindenergi faldet fra 47,2 mia. kr. i 2022 til 43,7 mia. kr. i 2023, hvilket svarer til et fald på 7,4 procent. Dette gør vindenergiteknologi til den type energiteknologi, der er faldet mest. Dog udgør eksporten af vindenergi fortsat den største andel af den samlede danske eksport af energiteknologi med 41 procent.
Ud over et fald i eksporten af vindenergiteknologi, faldt eksporten inden for fjernvarme og bioenergi også med henholdsvis 4,2 og 3,7 procent fra 2022 til 2023. Samtidig er eksporten inden for øvrig energiteknologi steget og udgør nu 40 procent af energiteknologieksporten. Eksporten af teknologi og service relateret til øvrig energi er steget med 4,2 procent, hvilket gør øvrig energiteknologi til den eneste af de fire kategorier, der har set en positiv udvikling.
Godt 15 procent af den samlede vareeksport af dansk energiteknologi gik i 2023 til Tyskland, der er den største aftager. USA og Storbritannien er henholdsvis det næst- og tredjestørste eksportmarked for dansk energiteknologi. Tilsammen modtager de 10 største importører af dansk energiteknologi 62 procent af eksporten